Naturen omkring Raadvad
Raadvad er en lille skovlandsby beliggende ved Mølleåen ved de røde porte, som fører ind til den nordlige del af Dyrehaven. Byen er opstået omkring Raadvad Fabrik i 1700-tallet og er i dag totalt fredet. Området er meget rigt på natur med gamle løvtræer og stor variation af dyre- og planteliv. Blandt andet holder isfuglen og vandstæren til tæt på fabrikken som derfor dagligt besøges af mange naturinteresserede.
Naturskolen
i Raadvad
Naturskolen har eksisteret siden 1989 og er i dag et samarbejde mellem Rudersdal, Gentofte og Lyngby-Taarbæk kommuner. Naturskolen har to undervisningslokaler og et naturfagslaboratorium i Åhuset og Ellehuset i byens nordøstligste hjørne.
Naturskolerne tilbyder læringsaktiviter for folkeskoler og dagtilbud i de tre kommuner. Alle læringsaktiviteterne støtter op om de fælles mål i folkeskolen og de pædagogiske læreplaner i dagtilbud. Naturskolens aktiviteter tager hver dag udgangspunkt i den spændende og varierede natur i Mølleådalen, åen, dammen, Dyrehaven, Jægersborg Hegn, Bøllemosen og kysten ved Øresund.
Historien og kulturen omkring Raadvad by inddrages helt fra istidens landskabsdannelser, de første bopladser, energiudnyttelsen af Mølleåen, opstemninger og vandmøller, den tidlige industris påvirkning af miljøet, parforcejagtlandskabet i Dyrehaven til den nutidige bevarelse af unikke og oprindelige håndværk samt kreativ og kunstnerisk inspiration i landskabet. Naturskolen styrker brugen af naturen og uderummet i forståelsen af naturens, kulturens og naturfagenes sammenhængskraft og giver børn og elever en praksisnær og virkelighedsnær oplevelse i læringsaktiviteterne.
Fotos: Klaus Brodersen