Raadvad Fabriks historie starter i 1643 med opførelse af et hammerværk og en slibemølle.
1664 – 1787
Det var den københavnske kleinsmed Alckenbrecht, der som den første udnyttede Mølleåens vandkraft til fremstilling af landbrugsredskaber og våben.
Mølleværket blev ødelagt under Svenskekrigene i 1659, men genopbygget allerede i 1664 og denne gang som krudtmølle. I næsten 100 år leverede Raadvad krudt til den danske hær, inden det nye krudtværk i Frederiksværk i 1758 fik overdraget opgaven. Samme år havde kongens kammertjener N. J. Jessen fået Raadvad foræret af kongen og han flyttede til Raadvad med det formål, at oprette et filehuggeri. Kammertjener Jessen gik desværre fallit i 1767 og derefter blev Københavns Isenkræmmerlaug fabrikkens ejer.
Ved folketællingen 20 år senere var der 22 husstande i Raadvad. De fleste af dem var på en eller anden måde knyttet til fabrikkens drift. Produktionen foregik flere steder i Raadvad, dels på fabrikken hvor mesterene skiftedes til at bruge det fælles hammerværk og sliberi drevet af Mølleåens vandkraft, dels i håndværkernes private hjem. Der var værksted i stuen, og bolig på første sal.
1862–1939
I 1862 blev Raadvad Fabrik til et interessentselskab og i 1895 et aktieselskab. Under 1.Verdenskrig fik fabrikken store ordrer fra Rusland, og den øgede produktion gjorde det muligt at udvide fabrikken så meget, at der i 1916-17 blev bygget flere boliger til de mange nye medarbejdere og deres familier.
Desværre mistede Raadvad Fabrik store tilgodehavender for varer, der var leveret til Rusland under revolution i 1917, og i 1921 gik virksomheden konkurs. Fabrikken blev overtaget af A/S Scania-Vabis under navnet A/S Raadvad Knivfabrik og herefter blev der produceret brødmaskiner og et større sortiment knive og barberblade.
1940 – ?
I 1940 købte staten hele bebyggelsen i Raadvad. Raadvad Knivfabrik fortsatte som lejer med den klausul, at produktionen skulle ophøre senest i l980.
I 1956 overtog Ginge-koncernen Raadvad Knivfabrik, men først i 1973 blev produktionen flyttet til Brønderslev. Herefter overtog Nationalmuseet lejemålet i Raadvad. Museets direktør og rigsantikvar P.V.Glob havde store planer om, at hele Mølleådalen med alle industrimøller skulle omdannes til et sammenhængende industrimuseum. En plan der desværre måtte opgives af økomiske grunde.
Det statslige Skovvæsen havde da ønske om at nedrive hele Raadvads bebyggelse og indlemme området i Dyrehaven. Regeringen nedsatte i den forbindelse et udvalg, der i 1980 konkluderede, ”At Raadvad er enestående Danmarkshistorie fordi det er eneste sted i Danmark, hvor man kan følge et fabrikssamfunds udvikling gennem mere end 300 år”.
Raadvad fabrik og arbejderboliger blev på lykkelig vis reddet – og fredet – i ellevte time, og staten bevilgede penge til en omfattende restaurering, som var begyndelsen til oprettelse af Center til bevarelse af håndværk, og tildeling af en fornem pris fra den europæiske Kultur og Frednings organisation EUROPA NOSTRA med ordene ”særlig værdifuld restaurering”.
Raadvad Fabrik og Raadvad boliger er således til glæde for os alle, sikret som en sammenhængende kulturarv og en vigtig del af ”Dansk Industris Vugge”